Sjørring – Byen ved søens ende
Skrevet af Sjørring Bys Historie
I århundrede har landevejen fra sydvest mod nordøst i Thy løbet gennem Sjørring, der før i tiden lå ved en smal passage mellem, de nu afdrænede søer, Sperring Sø og Sjørring Sø (tidligere kaldt Aar sø). Når den gamle landevej fra syd og sydvest gik til Sjørring, må byen have haft en stor betydning for landsdelen allerede i oldtiden.
Fra middelalderen findes der en del vidnesbyrd om den særlige stilling, byen allerede havde dengang. Her lå Hundborg herreds tingsted syd for Tinggård, sikkert ved den lille høj, Tinghøj, som næsten er forsvundet.
Oversigt over gamle veje omkring Sjørring
I Sjørring lå også den kongsgård, der omtales i Knytlingesaga *) i forbindelse med Knud den Helliges flugt mod syd 1086. Senere omtales Sjørring i Valdemar Sejrs jordebog som krongods, og den store, smukt udstyrede kirke tyder også på at kongen eller hans stedlige lensmand har ladet den bygge.
Hvor der var kongelige gårde, findes der ofte særlig store og smukke kirker.
Til denne kongsgård knyttede sig sikkert ”Sjørring Volde”. Voldstedet er langt det største i Thy, og dets størrelse og beliggenhed tyder på, at Sjørring ikke alene var herredets, men hele landsdelens midtpunkt.
I Knytlingesaga beskrives stedet som Sævarendæ, og i Kong Valdemars Jordebog som Syorændæ; Ordet betyder ordret oversat i nutidssprog “Søens ende”, altså en stedbetegnelse for beliggenheden af voldstedet ved søens østre ende, en ligeså rigtig som naturlig forklaring.
1365 skrives stedet Sjørendh, der nærmer sig til den udtale af bynavnet, som man nu hører af egnens ældre beboere, nemlig Sjørind (Byens navn burde måske egentlig skrives Sjøring og ikke Sjørring.) Byen fik navn efter beliggenheden – ved “søen ende”: Sævarendæ, Syorrænda, senere Sjørrind og nu Sjørring.
‘) Islandsk saga fra midten af 1200-tallet om danske konger af sagnkongen Knuts slægt, fra Harald Blåtand til år 1187.
Et sagn fortæller en anden historie om bynavnet
Den indre kirkedør i Sjørring Kirke
Sjørring sø i Thy stod før i tiden i forbindelse med havet, men nu er denne forbindelse afbrudt ved flyvesandet, der har dannet “Klitterne”. Thy var på den tid ofte hjemsøgt af sørøvere, og det var som et værn imod dem, at kong Nilaus anlagde en borg ved søens sydøstlige ende; den hed Sjørringborg, og endnu står der nogle 60 fod høje volde tilbage af den.
Da sørøverne nu faldt ind i landet igen, blev der udkæmpet et stort slag på søen, og herunder fik en biskop sit banesår. Hans grav ses endnu på kirkegården; der er sat tre sten på graven, og på dem er der afbildet en biskop med sin krumstav. I samme slag sank nogle skibe og med dem en del kostbare skatte, som endnu ligger på søens bund.
Engang ville nogle stærke karle, der kendte stedet, forsøge at hæve en kiste med nogle af disse skatte, og de havde allerede fået den helt op til bådens ræling, da en karl, som havde fat i ringen, råbte: “Nu har jeg dig, og nu skal du ikke slippe!” Da sank kisten til bunds igen, og han beholdt kun ringen tilbage i sin hånd. Denne ring blev indsat i kirkedøren, og byen fik sit navn efter den.
J. M. Thiele, forfatter og folkemindesamler.